Den svære proces fra ejerleder til ydmyg indehaver
Læs Henrik Holvads indlæg i JP Finans
CT og HH-web

I Danmark er knap fire ud af fem virksomheder ejerledet og ifølge en rapport fra CBS står omkring 23.000 af disse virksomheder overfor at skulle ændre i ejerskab eller den øverste ledelse inden 2025. Det er væsentligt for både den enkelte virksomhed og den danske samfundsøkonomi generelt, at de mange virksomheder lykkes i deres transformation, da de udgør grundstammen i dansk erhvervsliv.

 

Men processen er ikke lige til og kræver særligt fokus, hvilket ifølge flere undersøgelser ofte glipper!


Som ejerleder og direktør er man det naturlige omdrejningspunkt for hele virksomheden, og den alle kigger på, når der skal træffes vigtige beslutninger. Hvis man fortsætter med at have en væsentlig – men anderledes - rolle i virksomheden, efter en ny direktør er ansat, kan det give en del udfordringer omkring ansvarsfordelingen, som skal adresseres up-front, hvis man vil lykkes med processen.

Flere undersøgelser bekræfter således også, at alt for ofte lykkes processen med at træde tilbage som ejerleder og overlade førerskabet i ”sin” virksomhed til en ny direktør ikke i første eller måske anden eller tredje omgang. Det kan have baggrund i, at ejerlederen har svært ved at finde ind i sin nye rolle, som efter mine erfaringer kræver, at man er ydmyg, men også drevet af klare personlige målsætninger.


For to år siden valgte jeg at træde tilbage som ejerleder i min virksomhed, A/S Maskinfabrikken RIVAL, og overlade det daglige ansvar til vores nyansatte direktør. Samtidig indtog jeg rollen som bestyrelsesformand og en del af salgsstyrken.

De to år har lært mig meget - ikke mindst at det er svært!


Min vigtigste læring er, at skal processen lykkes, så vi sikrer den fremtidige udvikling af RIVAL, kræver det dagligt fokus på rollefordelingen, og at der ydes en målrettet indsats fra både min og vores direktørs side. Vi arbejder jo med det fælles mål at sikre en fortsat udvikling af RIVAL - men med hvert vores udgangspunkt og med hver vores indsats.

Vores nye direktør er kommet med nye kompetencer og erfaringer og ser med nye øjne på vores forretning. Hans succeskriterier er at nå de målsætninger, som er opstillet i samarbejde med bestyrelsen ved at tage det fulde operationelle ansvar for den daglige drift.

 
  

For mig, som indehaver og bestyrelsesformand, er målet også en fortsat udvikling af RIVAL (= min pensionsopsparing). I opnåelsen af dette er det nemt hurtigt at falde tilbage i den rolle, som jeg tidligere havde som ejerleder og som dén, der bestemte, hvordan tingene i sidste ende skulle gøres. I dag er det jo vores direktør, som har den kasket på, og det SKAL jeg respektere - også når jeg ikke er enig - i troen på, at hans beslutninger er rigtige på den lange bane. 

Min rolle er mere strategisk, hvor jeg på bestyrelsesniveau er med til at udstikke de mere overordnede strategiske linjer for RIVALs udvikling, som vores direktør skal arbejde ud fra.


Ydmyghed og fokus på målet
Det kan se enkelt ud på papiret, men når det kommer til hverdagen, hvor jeg fortsat er en del af virksomheden, bliver det sværere at udleve i praksis. Mine vigtigste redskaber i den forbindelse er blevet ydmyghed og fokus på målet.

Jeg har stor respekt for vores nye direktørs kompetencer og erfaringer – det var jo derfor, vi valgte ham. Derfor er det også afgørende for, at vi når vores fælles mål, at jeg med ydmyghed respekterer de beslutninger, han træffer, også når jeg ikke er enig. Jeg dræber hans initiativ, autoritet og de ting, han har sat i gang, ved at være på tværs, og det er ikke positivt i vejen mod vores fælles mål.

Erkend udfordringen
Men det hele starter med, at man up-front erkender de udfordringer, som skal adresseres.
At der er en specifik rollefordeling, som skal defineres; at fordelingen respekteres med ydmyghed, også når man ikke er enige; at uenigheder diskuteres der, hvor de har deres rette plads… her som bestyrelsesformand til direktør. Og ikke mindst, at man holder fokus på målet.

Erkend det først som sidst. Der er ikke plads til, at man som tidligere ejerleder træder ved siden af gentagne gange og underkender sin direktør. Så er din nye direktør hurtigt smuttet igen, og arbejdet mod dit personlige mål slås tilbage til start, hvilket hverken du eller dansk erhvervsliv kan være interesseret i.

Læs indlægget i JP Finans

 

  1. Date:
    17-08-17
Seneste nyt
Flere nyheder

RIVAL - Svejstrupvej 23 - DK-8660 Skanderborg - Tel.: +45 86 57 71 77 - Fax: +45 86 57 71 33 - sales@rival.dk