RIVAL sadler om i toppen
Hos Maskinfabrikken RIVAL har man fået godt fat i nye brancher og er i fuld gang med at implementere en to-strenget produktionsstrategi. Der er samtidig sket en udskiftning i ledelsen, hvor der sadles om for at følge den fremtidige strategi.
RIVAL Carsten Tønnes og Henrik Holvad-web

RIVAL har efter gensidig forståelse valgt at sige farvel til adm. direktør Carsten Tønnes efter knap tre år, hvor Carsten har været med til at sætte sit præg på virksomhedens udvikling.

Berigende proces

”Vi har gennem de sidste tre år været inde i en spændende udvikling både på kundesiden og internt i virksomheden,” fortæller ejer og bestyrelsesformand Henrik Holvad. ”Vi er gået fra en ejerledet til en direktørledet virksomhed og har samtidig haft særlig fokus på at udvikle kompetencer og ansvarsområder hos vores mellemledere, som i dag står væsentligt mere på egne ben. Det har åbnet behovet for en direktør med en anden kompetence sammensætning til vores virksomhed.”


Business as usual

Carsten Tønnes’ afgang får ikke nogen indflydelse på det daglige samarbejde med kunderne hos RIVAL. ”For vores kunder vil det være business as usual, ” siger Henrik Holvad. ”Jeg vil i en overgangsperiode træde mere ind i virksomheden og være strategisk sparringspartner for vores mellemledergruppe samt være en del af dialogen med kunderne, som jeg også er i dag. Samtidig er vi i bestyrelsen godt i gang med processen for at finde den rette nye direktør.”

 

To-strenget produktionsstrategi

”En væsentlig del af vores fremtidige strategi for at sikre vækst og udvikling er den to-strengede produktionsstrategi. Her udbygger vi bl.a. vores nuværende forretning med en vækst af nye medarbejdere, som på vores nuværende maskiner skal arbejde om aftenen og natten med at producere andre emner end dem, vi typisk laver i dag,” fortæller Henrik Holvad. ”Det er en spændende proces, og vi har allerede de første kunder inde på disse aftaler. Samtidig arbejder vi på at finde flere af de rette nye medarbejdere.”  


Fortsat udvikling af fremtidens maskinfabrik

”Som fremtidens maskinfabrik er det afgørende, at vi kontinuerligt har fokus på strategien og får rettet til i tide, når vi ser behovet, så den positive udvikling fortsætter,” siger Henrik Holvad. ”Derfor ser vi det også som rettidig omhu at ændre i ledelsen nu, fordi vores behov trækker i en  ny retning. Vi ser frem til at fortsætte og udvikle det værdiskabende samarbejde med vores kunder og til at kunne præsentere en ny direktør på RIVAL.”


  1. Date:
    29-01-18
Seneste nyt
Flere nyheder

RIVAL - Svejstrupvej 23 - DK-8660 Skanderborg - Tel.: +45 86 57 71 77 - Fax: +45 86 57 71 33 - sales@rival.dk