Wärtsilä supply boat, Norge

Wärtsilä supply boat, Norge

RIVAL ind på det norske marked

Motorleverandøren Wärtsilä efterspørger i stigende grad RIVALs talenter inden for spåntagende bearbejdning. Det skyldes ikke mindst medarbejdernes kreativitet, håndelag og hurtighed.

En supply-båd sejler på en mole og må søge dok i den polske havneby Stettin. En melding går til Norge, hvor Wärtsiläs kontor hurtigst muligt må finde en ny reservedel. Kort efter dukker en mail op i Benny Sørensens indbakke på Maskinfabrikken RIVAL med en bestilling på en stempelstang. ”Det skulle gå stærkt. Det er dyrt at have en supply-båd til at ligge stille.

Samtidig med, at de sendte mailen med, tegninger, afskibede de råmaterialet fra Norge. Det modtog vi tirsdag,” fortæller Benny Sørensen, der er RIVAL’s kundeansvarlige med speciale i ”bøvlede” opgaver. Medarbejderne på RIVAL fik løst opgaven på 3 døgn. Fredag morgen kunne en specialtransport fragte reservedelen til Polen, hvor den blev monteret, så båden atter kunne komme ud at sejle.

Konkurrencedygtige Danmark
RIVAL er godt på vej ind på det norske offshore marked, der mangler underleverandører til maskinarbejdet. Danske virksomheder har fået ry som fleksible med en innovativ tankegang.

Udflagningen har tvunget danske virksomheder til at gøre tingene på en anden måde. ”Vores medarbejdere er meget opmærksomme på, hvordan de kan løse en given opgave på den nemmeste måde. Så vi kan konkurrere både på tid og pris.

Det skyldes, at vi har været tvunget til at omstille os, fordi efterspørgslen har ændret sig. Vi siger til vores medarbejdere, at det handler om målet – ikke midlet – og vi stoler på, at vores folk når et optimalt resultat,” fortæller Benny Sørensen, der i flere tilfælde har oplevet, at de norske firmaer sender det specialmateriale, de har behov for at få lavet emner i, til Danmark, hvorefter RIVAL fremstiller emnet og sender det tilbage. Det er dyrt i fragt, men det viser, hvor stort behovet er. ”I fremtiden vil vi nok overveje at lagerføre de specielle rustfri stålmaterialer til offshore industrien, så vi kan blive endnu mere konkurrencedygtige.”

Se YouTube film her