Konecranes

Konecranes

Tillid og god kemi bag samarbejdet med Konecranes

Installering og servicering af havnekraner er en specialistdisciplin, som Konecranes mestrer. Her sættes person- og driftssikkerhed i højsædet.

Når tonstunge kraner skal serviceres, skal alt gøres rigtigt første gang. Alternativt kan personsikkerhed sættes på spil, eller arbejdet med løsning og lastning af de store skibe i havnen forsinkes. Begge dele kan have store omkostninger. Netop tilliden til at tingene bliver gjort rigtigt den første gang og i den rette kvalitet, er grundlaget for, at Konecranes har valgt RIVAL som underleverandør af emner til kranerne.

Stor ekspertise på havnekraner
Konecranes har stor erfaring i arbejdet med havnekraner, både når det gælder servicering, optimering og beregning af lønsomhed. ”Kunderne har store forventninger til, at vi hurtigt og præcist kan rådgive og servicere dem. Derfor er det afgørende, at vi har de rette samarbejdspartnere,” siger kraninspektør Søren Møllgaard fra Konecranes. Aarhus Maskinfabrik har stået bag konstruktionen af havnekraner over hele verden. Virksomheden stoppede med at producere kraner i 1997. I 2008 blev Aarhus Maskinfabrik overtaget af Konecranes. I dag servicerer og inspicerer virksomheden havnekraner over hele verden. Søren Møllgaard har bl.a. været en tur i Grækenland for at se nærmere på en havnekran, som Aarhus Maskinfabrik har konstrueret for over 25 år siden.

Totalleverandør på enkeltdele
Kraninspktørerne hos Konecranes samarbejder med RIVAL om reparation og fremstilling af enkeltdele til de havnekraner, som skal serviceres og repareres.

”Vi ved af erfaring, at RIVAL kan tage det fulde ansvar, hvilket er afgørende for, at vi kan udføre vores opgave,” siger Søren Møllgaard. ”Vi kan transportere en defekt enkeltdel til en kran ad, finde frem til hvor den er defekt, reparere den og samle delen igen. De tager også ansvaret for overfladebehandling eller anden efterbehandling og står inde for kvaliteten hele vejen.”

Kulkran på Ensted Havn
Senest har Konecranes og RIVAL samarbejdet om udbedring af akselskåle og fremstilling af aksler til en kulkran, som er under renovering på Ensted Havn. Havnen er Nordeuropas største kulhavn og er ejet af DONG Energy og Vattenfall i fællesskab. Den er en af de få havne i Danmark, som kan tage imod de meget store skibe, som anvendes til transport af kul. Det kræver en dybde i havnen på omkring 18 meter. ”Benny Sørensen fra RIVAL tog med en tur til havnen nær Åbenrå for at se nærmere på de dele, som skulle repareres,” siger Søren Møllgaard. ”Jeg skaffer den nødvendige dokumentation, og Benny udarbejder et bud på, hvordan løsningen skal være, hvilket RIVAL så arbejder videre ud fra efter vores godkendelse.” Renoveringen af kranen afsluttes til efteråret.