Lene er i sit es ved den store Mazak fræser

Lene er i sit es ved den store Mazak fræser

Det kom som en overraskelse for Lene, da RIVALs produktionschef foreslog, hun skulle prøve kræfter med maskinerne i store fræs. Hun var dog klar på udfordringen og er i dag i fuld gang med optimering og produktion af komplicerede emner.

I januar 2019 blev Lene Kruse Jensen udlært voksenlærling hos RIVAL. Gennem læretiden havde hun primært brugt kræfterne i lille fræs. ”Jeg var ikke helt blevet gode venner med maskinerne i store fræs – hverken på skolen eller hos RIVAL,” fortæller Lene. ”Da min læretid samtidig er kortere end traditionelt, fordi jeg er voksenlærling, blev mit primære fokus lille fræs.”

Stolt over muligheden
Det kom derfor som en stor overraskelse for Lene, da hun skulle underskrive sin nye kontrakt på RIVAL, og produktionschefen Søren foreslog, hun nu skulle prøve kræfter med store fræs. ”Men jeg var også stolt over, han gav mig muligheden og troede på, at jeg ville være god til det,” fortæller Lene.

Godt samarbejde med erfaren kollega
Lene er i dag godt i gang ved Mazak FH-6800, hvor hun arbejder tæt sammen med sin kollega Frederik om optimering og produktion af ventilblokke for en kunde i marineindustrien. Hun sætter stor pris på at kunne sparre med en meget erfaren kollega, som kan være med til at sende hende i den rigtige retning, når tingene kan synes uoverskuelige.

Mange grå hår – og ny indsigt
”Arbejdet har givet mig mange grå hår,” siger Lene. ”Det er helt nyt for mig nu at kunne arbejde med 5-akser, og der er rigtig meget optimeringsarbejde på de emner, vi producerer. Her skal laves ”huller” på kryds og tværs og i svære vinkler, hvor vi må prøve os frem for også at kunne teste, om værktøjerne kan arbejde, som vi har planlagt. Det hele handler jo om at gøre det så kvalitetsmæssigt og økonomisk godt for kunden som muligt.”

Nu laver jeg alt det sjove
Lene er i dag mange erfaringer rigere omkring arbejdet i store fræs og laver nu også vejledninger, som kollegerne, der skal køre produktionen aften og nat, kan arbejde efter. ”Set fra min stol får jeg i dag lov til at lave alt det, som jeg synes er sjovest. Jeg er rigtig glad for, at RIVAL har givet mig den mulighed, og at jeg har formået at gribe den.”

Det rigtige valg
Maskinindustrien og specielt RIVAL har været det helt rigtige valg for Lene, som oprindeligt er uddannet fysioterapeut. ”Det kan godt være, at jeg stadig kan lære mine mandlige kollegaer en del om orden og oprydning – men så er der også mange ting, jeg kan lære af dem, og det gør jeg gerne,” slutter Lene med et smil.

Se flere nyheder

En lørdag på Oksbøl Kaserne

30 medarbejdere fra RIVAL tog en lørdag i august på samlet bustur (med mundbind) til forsvarets kaserne i Oksbøl for at se nærmere på PIRANHA 5 og EAGLE 5, som er to af de køretøjer, RIVAL producerer emner til.

Ros til RIVAL ved ISO audit

Medio august gennemførte DNV GL audit hos RIVAL. Virksomheden er nu for 9. gang auditeret i henhold til ISO 9001 med ros og anerkendelse, hvilket lever op til forventningerne hos RIVALs bestyrelsesformand.