3D målemaskine er nu en naturlig del af RIVALs kvalitetsstyring

3D målemaskine er nu en naturlig del af RIVALs kvalitetsstyring

RIVALs målemaskine blev oprindeligt betragtet som lidt af et nødvendigt onde. I dag er den uundværlig for både medarbejderne hos RIVAL og kundernes kvalitetsfolk.

Værdien af arbejdet ved RIVALs målemaskine er markant i hele kvalitetsstyringen af arbejdet med de kritiske og kostbare emner hos RIVAL. Jørgen Baltzer og Karsten Marott Jørgensen er fast team ved maskinen og ansvarlige for at gennemføre målinger samt udarbejde dokumentation og kvalitetsrapporter på kundernes emner. De arbejder begge fuld tid og ofte med forskudte arbejdstider for at sikre så mange ”mandetimer” som muligt ved målemaskinen.

Fra kontrol til styring
Jørgen har arbejdet ved målemaskinen siden 2012, og han har stor indsigt i værdien af det arbejde, som udføres. Det har han med stor ildhu kommunikeret videre til sine kolleger. ”De første år vi havde målemaskinen, blev det at skulle aflevere emner til måling nærmest betragtet som et nødvendigt onde og meget kontrollerende,” fortæller Jørgen. ”Den holdning er fuldstændig vendt rundt i dag. Alle kan se værdien af at få målt de emner, der arbejdes på – og ønsker ofte også at få målt emner løbende i bearbejdningen, så eventuelle unøjagtige tolerancer opdages i så god tid som muligt.”

Fuld dokumentationspakke og kvalitetsplan
Jørgen og Karsten arbejder både tæt sammen med kollegerne, som står for bearbejdningen af de kritiske og kostbare emner, og med kundens kvalitetsfolk. ”Vi har stor interesse i at vide, hvad et emne i sidste ende skal bruges til, fordi det har en betydning i forhold til de ting, vi skal måle. Vi kan dermed langt bedre komme med forbedringsforslag til kunden. Derfor er dialogen både internt og eksternt meget vigtig,” siger Karsten Marott. ”Vi udarbejder al den dokumentation, som kunden ønsker – herunder certifikater på materialer og overfladebehandling. Sammen med en detaljeret måle- og kvalitetsplan er det vigtig dokumentation for rigtig mange af vores kunder.”

Behov for fleksibilitet
Der er stort behov for fuld fleksibilitet ved målemaskinen, og det véd Jørgen og Karsten, som derfor tager højde herfor i deres daglige arbejde. ”Hovedparten af vores arbejde er planlagt, men det hænder også, at en kollega kommer med et emne, der gerne skal måles her og nu. Det forsøger vi også at skabe plads til, da vi ved, at en dyr multitaskingmaskine står stille, mens han venter hos os. Og det koster,” fortæller Jørgen og vender tilbage til næste måling af tolerancer på et kritisk og kostbart emne til en betydende kunde i forsvarsindustrien.

Se flere nyheder

En lørdag på Oksbøl Kaserne

30 medarbejdere fra RIVAL tog en lørdag i august på samlet bustur (med mundbind) til forsvarets kaserne i Oksbøl for at se nærmere på PIRANHA 5 og EAGLE 5, som er to af de køretøjer, RIVAL producerer emner til.

Ros til RIVAL ved ISO audit

Medio august gennemførte DNV GL audit hos RIVAL. Virksomheden er nu for 9. gang auditeret i henhold til ISO 9001 med ros og anerkendelse, hvilket lever op til forventningerne hos RIVALs bestyrelsesformand.

RIVAL søger SUPERMÆND

Er du blandt de allerdygtigste maskinarbejdere i Østjylland og med skarpe CAM-kompetencer? Så er det netop dig, vi er på udkig efter.