”Ski-building” understøtter det unikke sammenhold på RIVAL

Det er femte gang medarbejderne fra RIVAL tager på ”ski-building”, når de i denne uge er på tur til Wagrain i Østrig. Turen er et vigtigt element i det løbende arbejde med at fastholde RIVALs unikke kultur og det gode sociale fællesskab sammen med andre aktiviteter som cykelture, sommerfest, fredagscafe og mange gode snakke.

”Vi har store ambitioner for fremtiden og er på en vild vækstrejse. Det er afgørende for vores fremtidige succes, at medarbejderne er med, kan se sig selv i udviklingen og samtidig også er parate til at medvirke til de forandringer, som det kræver. Her er de mange gode snakke og aktiviteter, vi laver på kryds og tværs, et væsentligt element,” siger adm. direktør Henrik Holvad.

”Det gør mig så stolt, at så mange af vores medarbejdere har lyst til at tage på tur sammen med kollegerne, hvor den enkelte også byder ind med både egne feriedage og betaling for turen. Det unikke sammenhold vi har på RIVAL, er helt afgørende for vores fremtidige fælles succes. Det skal vi kontinuerligt pleje og gøde.”