På RIVAL har vi gang i noget ganske særligt. Gennem de sidste mange år har vi udviklet og opbygget en maskinfabrik, som kan noget udover det sædvanlige.

Kunderne kommer ofte til os, når de har emner, som ikke lige er til at producere. Det har vi i årenes løb bevist, at vi har medarbejdere og maskiner, som kan håndtere, uanset om det drejer sig om emner til eksempelvis forsvars-, olie/ gas- eller vindindustrien.

Brug for flere ”kloge hænder”
Senest har vi vundet en ordre i millionklassen til forsvarsindustrien. Her har vores store erfaring med arbejde i mange forskellige materialer, store teknisk indsigt, og evnen til at tilpasse os kunden rent kommunikationsmæssigt – også på højt teknisk niveau – været afgørende faktorer. Vi er nu på udkig efter flere ”kloge hænder”, som også kan leve op til disse krav.

Vi giver kunden nye muligheder
Vores medarbejdere er jo grundlaget for, at vi kan leve op til kravene, som gør sig gældende for fremtidens maskinfabrik. ”For både vores forretning og de opgaver vi løser for kunderne, er det afgørende, at vores medarbejdere kan, tør og vil byde ind med deres viden og erfaring, når det gælder produktionen af kundernes emner,” fortæller Henrik Holvad. ”Vores medarbejdere skal turde kaste bolde op i luften og dermed give kunden nye muligheder og gerne udfordre de specifikationer, kunderne kommer med, hvis det rent produktionsteknisk kan gøres bedre. Det kan vores nuværende medarbejdere, og vi søger flere, som også har de kompetencer.”

Afgørende indflydelse i hverdagen
Torben, Glenn og Morten har alle været på RIVAL i over 20 år. ”Det har haft en rigtig stor betydning for, at jeg har været her i så mange år, at vi som medarbejdere er tætte på beslutningerne, og vores erfaring og kompetence har stor vægt, når der træffes beslutninger om, hvordan produktionen af et emne gribes an,” fortæller Torben. ”Samtidig har vi lov til at prøve forbedringer af, hvis vi tror på, de kan løse kundens opgave bedre – og det sker uden frygt for, at man får ”tæsk”, hvis det ikke helt ender som forventet. Det er jo også fedt at have ansvaret for en maskine til over 4 mio. kr. og vide, at de beslutninger man træffer har en stor betydning for både kunden og ens arbejdsplads.”

I fritiden er alle ”lige”
Konkurrence i at bakke med hestetrailer, fredagsbar, racerløb i kørende sofa eller cykeltræning. Der er rigtig mange fælles sociale aktiviteter på RIVAL, og her er alle ”lige”, uanset om man er direktør, gruppeleder eller lærling. ”Jeg tror ikke, der er mange steder, man oplever det sammenhold, vi har – og det gælder også på tværs af det faglige hierarki. Når det handler om de fælles aktiviteter i fritiden er vi alle lige. Det er fedt at opleve, at også ens direktør kan kvaje sig, når der skal bakkes med en traktor,” siger Morten med et smil.

Bliv en del af vores team
Har du kloge hænder, og er du interesseret i at høre om et job hos RIVAL, er du meget velkommen til at kontakte vores produktionschef Søren Djursland på telefon 8788 5556. Send gerne din ansøgning på sd@rival.dk

Vi glæder os til at høre fra dig

Læs flere nyheder