Team RIVAL på skitur i de østrigske Alper

Højt humør på vej mod lufthavnen

Det var en flok spændte kollegaer, der onsdag efter arbejde trillede af sted i bussen på vej mod lufthavnen.

Det er en fast tradition at hive et par dage ud af kalenderen for at stå på ski sammen – og nu var det endelig tid igen.

Nogle hyggelige dage i sneen

I år gik turen til de østrigske alper i Obertauern. Vi blev forkælet med det, man i alpeområderne kalder Kaiserwetter. Blå himmel og høj sol.

Der var tid til at få mange kilometer pister i benene, og der blev kørt i forskellige grupper efter niveau – fra begynder til øvet.

Fuld energi på afterski

Når vi er færdige med at stå på ski om eftermiddagen, dyrker vi fællesskabet med en god omgang afterski.

Det er altid festligt, og der bliver både snakket, festet og sunget til den helt store guldmedalje.

Smil over hele femøren mandag morgen

Mandag morgen var alle tilbage i produktionen og på kontoret – og det var med lidt ekstra store smil.

Der blev delt røverhistorier fra turen, og selvom der var en smule træthed at spore, var der bred enighed om, at vi skal gentage det hele igen næste år!