Løbende arbejde med LEAN er en fast del af udviklingen hos RIVAL. Det seneste tiltag på området er en øget fokus på forbedringer. Her er alle medarbejdere ansvarlige for at byde ind.

Produktionschef Søren Djursland og værkfører Glenn Scharling er bannerførere hos RIVAL, når det gælder den øgede fokus på forbedringer. Målet er at alle kolleger skal kunne se forbedringsmuligheder og føle sig ansvarlige for at bringe forslag videre og måske selv implementere dem.

Ændret tankegang 
Denne nye tankegang skal trænes og indøves hos alle på RIVAL. Det skal være en fast del af jobbet, at alle er ansvarlige for at se forbedringsmuligheder. ”Vi ønsker også herigennem at give den enkelte medarbejder mere ansvar og nyt indhold i jobbet,” siger Søren Djursland. ”Flere kolleger er allerede rigtigt gode til det, men det skal ligge på rygraden hos alle.”

Intro-møder 
Derfor har Søren Djursland også afholdt møder med de enkelte grupper i produktionen for at fortælle mere om hele formålet med at fokusere på forbedringer, og hvad der forventes af den enkelte. Tilbagemeldingerne på møderne har været meget positive.
Samtidig har man indført forbedringstavler i alle grupper, hvor der sættes fokus på forbedringer og målstyring. Det gør det synligt for alle, hvad der arbejdes efter, når det gælder kvalitet og effektivitet.

Vi skal være bedre 
”Det er en vigtig del af vores arbejde med LEAN, minimering af svind og øget produktivitet, at vi bliver bedre til at finde forbedringer. Det vil også øge kvaliteten i vores arbejde en tand mere,” siger Søren. ”Hertil kommer, at vores øgede fokus på serieproduktion, hvor vi udfører den samme bearbejdning flere gange, gør det endnu vigtigere at blive bedre til det, vi gør, så det gøres rigtigt første gang.”

”For mig stopper det aldrig,” supplerer Glenn. ”Man kan altid sige til sig selv – det er ikke godt nok endnu, det kan gøres lidt bedre – selv om man gentagne gange har forbedret en bearbejdningsproces. Det har jeg prøvet med succes mange gange.”

Se flere nyheder

 

Maskinfabrikken RIVAL er netop blevet re-certificeret uden afvigelser af DNV GL i forbindelse med virksomhedens ISO 9001:2008 certificering. RIVAL får ros på flere områder, og eksempelvis den øgede indsat i PTA giver anledning til positive tilbagemeldinger.

Hos Maskinfabrikken RIVAL har man dagligt fokus på at forbedre de interne procedurer til glæde for både kunder, medarbejdere og RIVAL. ”Vi ved, at det har en positiv effekt både internt og eksternt, at vi løbende bliver bedre til at forberede os, gennemføre en proces samt følge op,” siger ejer af RIVAL, Henrik Holvad.

PTA og kvalitet
Det er således også baggrunden for, at RIVAL har oprustet i produktionsteknisk afdeling, forbedret ordrebehandlingen og løbende udvikler hele ledelsessystemet. Alt sammen områder, som DNV GL i den netop gennemførte audit betragter som ”rosværdige tiltag”.

”Formålet med oprustningen i PTA er primært at skabe den rigtige sammenhæng mellem kundens ordre og arbejdet i produktionen, således at produktionen bliver lavet rigtigt første gang og hver gang herefter,” siger Henrik Holvad.

Det skal således sikre, at kunden får netop det emne, han skal bruge i rette kvalitet og tid, og at man hos RIVAL tilrettelægger produktionen mest hensigtsmæssigt.

Introduktionsforløb 
Også internt på medarbejderfronten er der implementeret flere nye ”rosværdige tiltag”. Man har eksempelvis implementeret et nyt introduktionsprogram for nyansatte funktionærer.

Ordentlighed i fokus
RIVAL har også med succes implementeret en opdateret version af personalehåndbogen, hvor man specifikt har arbejdet med at præcisere, hvad ordentlig opførsel på RIVAL er. ”Det ligger helt naturligt i forlængelse af vores arbejde med ordentlighed på mange andre områder,” siger Henrik Holvad. ”Der må ikke herske tvivl om, hvordan vi på RIVAL definerer dannelse og respekt. Det er med til at sikre et godt arbejdsmiljø og et godt forhold til kunderne.”

Systematisk opfølgning
Der arbejdes således kontinuerligt på at blive bedre på alle områder, og RIVAL har helt faste procedurer for, hvordan der følges op på de løbende interne audits og de anbefalinger, kommentarer og afvigelser, som registreres. ”Kun herigennem forbedrer vi os konstant,” siger Henrik Holvad. ”Vi ved, at det har en afgørende betydning for, at vi fortsat kan vokse og udvikle os. Vi har ambitiøse planer for fremtiden, og hele vores ledelsessystem er en vigtig forudsætning herfor.”

Se flere nyheder