RIVAL med nyt rekordresultat

RIVAL kom ud af 2021 med en flot vækst både i bruttoresultatet og på bundlinjen og sætter dermed på ny rekord. Både bestyrelse og ledelse ser de længerevarende aftaler med de rigtige kunder, et stærkt medarbejderteam og en vellykket implementering af en to-strenget produktionsstrategi som et væsentligt grundlag for succesen.

Det går godt hos RIVAL. Med en bruttofortjeneste i 2021 på kr. 17,8 mio. er der skabt en væsentlig vækst i forhold til året før, og bundlinjen er fulgt godt med. Resultatet blev i 2021 kr. 6,7 mio. mod kr. 3,0 mio. i 2020.

Succes med strategi i udfordrende verden
”Vi har fundet vores særlige plads i markedet, hvor vi går efter de længerevarende partnerskaber med vores kunder. Vi oplever, at de har den samme interesse og kan se den fælles værdiskabelse, det giver. Samtidig har vi et yderst kompetent og motiveret medarbejderteam. De arbejder benhårdt på, at vi konstant har det rette produktmix til de rigtige maskiner på de rigtige tidspunkter, så vi kan holde produktionen i gang 24/7,” siger adm. direktør Henrik Holvad.

”Vi er naturligvis på lige fod med mange andre udfordret af konsekvenserne af både Covid-19 og krigen i Ukraine. Det betyder helt konkret, at vi kan have svært ved at leve op til den leveringsevne, vi har sat som mål og lovet vores kunder. Det lægger vi naturligvis åbent frem for vores kunder, som anerkender, at vi har en rimelig leveringsperformance med de vilkår, verden giver lige nu.”

2022 tegner godt
RIVAL har en pæn ordrebeholdning med ind i 2022, og ambitionen for året er en yderligere vækst i bruttoomsætningen på 10 % og med samme flotte bundlinje. ”Vi har gode forudsætninger for at få et rigtigt godt 2022 og har mange spændende nye ordrer i pipelinen,” siger Henrik Holvad. ”Vi er opmærksomme på de udfordringer, udefrakommende faktorer kan spille ind med. Også her spiller vores stærke partnerskaber både op og ned i værdikæden en afgørende, positiv rolle.”