”Det er alfa og omega, vi gør tingene rigtigt første gang” – så klart lyder det fra RIVALs Henrik Holvad.
Derfor opgraderer RIVAL på projektlederfronten ved at udnævne den tidligere gruppeleder i store fræs Torben Pedersen til ny projektleder. Det sker, for at blive endnu bedre til at sikre kvaliteten af det arbejde, som udføres på maskinfabrikken.
Fejl er dyrt
Det er alt for dyrt at lave fejl både for kunderne og for RIVAL. De emner, man typisk producerer, er kritiske og kostbare for kunderne, og er de ikke i rette kvalitet og leveret til tiden, kan det give store problemer hos kunden og dennes kunder. Samtidig er det forbundet med store omkostninger internt, når der laves fejl.
Færrest gener for kunden
”Vi sørger naturligvis altid for hurtigt at løse problemet, så kunden får færrest mulige gener. Men det koster internt og giver udfordringer i forhold til planlægningen af de øvrige kundeopgaver,” siger Henrik Holvad og fortsætter: ”Det handler jo på ingen måde om, at vi ikke har styr på kvaliteten, og ikke gør det godt allerede men om, at vi altid kan blive bedre. Vi skal italesætte de fejl vi laver, så de kan undgås.
Udvikling giver også udfordringer
Vi styrker konstant organisationen også inden for salg, PTA og produktionsledelse, og det giver ofte flere led mellem kunden og vores dygtige maskinarbejdere, som skal løse opgaven. Derfor skal vi være endnu bedre til at overlevere opgaverne rigtigt og til at bringe vores maskinarbejdere tættere på kunden.”
”Tung dreng” som projektleder
Det er en af RIVALs ”tunge drenge”, som nu er udnævnt til projektleder. Torben kom til RIVAL for over 25 år siden og er udlært i virksomheden. Han har gennem mange år været gruppeleder og ansvarlig for udvikling, produktionsmodning og produktion af mange særdeles krævende emner. ”Torben bliver et perfekt bindeled til kollegerne i produktionen, fordi han kender mange af de udfordringer, de står med i dagligdagen,” siger Henrik Holvad. ”Samtidig har han stor forståelse for kundens forretning og de udfordringer, der findes her. Det er et rigtig godt match.”
Se flere nyheder