Læs artiklen om RIVAL skrevet af Senior Manager Business Development / MSc. Economics Morten Andersen fra FAD – Danish Defence & Security Industries Association
Virksomhedens succes er drevet af en stærk vilje til at møde kundens ønsker.
Når en virksomhed indgår et samarbejde med RIVAL, indgår man ikke kun et samarbejde med en af de mest avancerede og alsidige maskinfabrikker i Danmark. Virksomheden får også adgang til unikke kompetencer inden for eksempelvis supply chain management, nogen som tænker og handler ”LEAN” samt etablerer og udvikler netværkssamarbejde.
RIVALs ejer og direktør Henrik Holvad forklarer: ”Mange maskinfabrikker leverer emner i høj kvalitet til tiden. Jeg tror, at der hvor vi tænker lidt anderledes på RIVAL er med vores evne til at involvere kunderne på alle niveauer i processen. Vi kan lave avancerede løsninger i kraft af yderste kompetente medarbejdere og avancerede maskiner, og hertil kommer en konstant dialog med vores kunder for at gøre det færdige emne enten bedre, lettere eller billigere.”
Sol og frisk luft
RIVAL blev grundlagt i 1962 af Henrik Holvads forældre på den nuværende lokation på en mark uden for Skanderborg i Danmark. Og virksomheden skal ikke flytte nogen steder. ”Jeg tror på, at de grønne bakker og dale, masser af lys og solskin samt den friske luft omkring os, er med til at tiltrække gode og dygtige medarbejdere,” siger Henrik Holvad. Og han er selv det bedste eksempel på det. Han bor med sin familie lige ved siden af virksomheden.
I 2001 købte Henrik Holvad RIVAL. Som mange andre virksomheder blev RIVAL hårdt ramt af finanskrisen i 2008, men tilbageslaget blev også en mulighed for at transformere virksomheden til noget nyt. Henrik Holvad fortæller: ”I 2012 brugte vi det som svarer til et helt års indtægter på en ISO 9000 certificeringsproces. Vores mål var – og er fortsat – at være de bedste til kvalitet. Koste hvad det koste vil.”
Certificering blev grundlaget
Certificeringen blev grundlaget for, at den danske maskinfabrik kunne gå efter de mest krævende olie- og gaskunder, som har ekstreme krav til kvalitet. Og strategien gav pote. Efter nogle få år og en konstant vækst blev 7 ud af hver 10 kroner i omsætning hos RIVAL hentet i netop den industri.
Forsvarsindustrien – et godt sted at starte
I 2014 blev olie- og gasindustrien imidlertid ramt af et kollaps og kraftigt faldende oliepriser, og RIVAL mistede en del kunder. Ledelsen så sig derfor om efter alternative industrier, hvor den toptunede produktion og de dygtige medarbejdere samt fokus på kvalitet, certificeringer og processer kunne være interessante.
Og her så man forsvarsindustrien som meget attraktiv. Henrik Holvad siger: ”På et af vores første møder med en stor kunde i forsvarsindustrien, præsenterede de deres produktportefølje for os. Jeg kan tydeligt huske, de også sagde; ”Vi har aldrig mistet en soldat i et af vores køretøjer.” Fra dette øjeblik vidste jeg, at vi var på den rette hylde, fordi disse ord passer perfekt til ånden hos RIVAL. Vi er stolte af det, vi gør, og vi tror på, det kan gøre en forskel.”
RIVAL har truffet den strategiske beslutning at gå efter markedet for landbaserede køretøjet, da det passer perfekt til virksomhedens spidskompetencer. I dag kommer 1/3 af RIVALs omsætning fra forsvarsindustrien, og Henrik Holvad har en forventning om, det skal stige til 50% inden for få år.