Søger man på kategorien ”maskinfabrik” på Krak, kommer der flere end 3.500 hits, og mange vil måske tro, at Maskinfabrikken RIVAL blot er endnu en underleverandør på lige fod med de fleste andre – men nej!
Dem som kender til virksomheden ved, at den er gjort af noget ganske særligt. Her har man valgt en beliggenhed i naturskønne omgivelser langt væk fra E45, man bearbejder emner som er helt vildt vigtige for kunderne og ordentlighed er en indgroet del af virksomhedens DNA.
Det er her det hele starter
”Ordentligheden starter med vores ejer og adm. direktør Henrik Holvad,” fortæller økonomichef Dorthe A. Madsen. ”Både Henrik og hans hustru Kirsten er meget ordentlige mennesker, hvilket har en yderst positiv afsmitning på hele virksomheden. Det er her, det hele starter.”
For Dorthe er den daglige ordentlighed desuden tæt forbundet med at følge de regler, som gælder inden for hendes fagområde i arbejdet med alle de økonomiske forhold på RIVAL. Hjælpsomhed og det at behandle alle pænt – både internt og eksternt – er også i højsædet. ”Meget af den ”faglige” ordentlighed er således mere givet i mit fag,” siger Dorthe. ”Der kan det være lidt mere udefinerbart på andre områder, men jeg oplever, at vi helt generelt har en rigtig god holdning til det her i virksomheden.”
En aftale er en aftale
Henriks ordentlighed favner alle. ”I alle forhold er det afgørende for mig, at man taler interesseret sammen, og ikke bare vil være interessant. Det gælder både i dagligdagen på fabrikken, og når vi mødes med kunder og leverandører. Dernæst at en aftale er en aftale. Det kan lyde banalt, men det er det ikke altid i den virkelige verden,” fortæller Henrik Holvad. ”Vores kunder skal kunne regne med os, og at de aftaler, de har indgået, bliver overholdt. Det kan være afgørende for deres forretning. Derfor arbejder vores gutter (og gutinder) hver dag benhårdt på at holde det, vi har lovet. Det har stor betydning for os at få kundens accept af, at vi har overholdt vores del af en aftale.
Åben og ærlig
En anden del af ordentligheden for Henrik Holvad er at turde tage en åben snak med kunden om alle forhold i samarbejdet. Herunder også hvad den reelle pris for et emne er. ”Vi ved, hvor meget prisen fylder, og er derfor klar til at lægge vores kalkulationer åbent frem og tør tage den snak med kunden”, fortæller han og fortsætter:
Vender begge veje
”For mig vender det begge veje, og jeg forventer også ordentlighed fra dem, vi samarbejder med. Jeg har også en forventning om, at kunden viser mig tillid, så vi i ordentlighed kan finde frem til den rette pris – som også omfatter mange andre aspekter end den hardcore pris, så som kvalitet, leveringssikkerhed, dokumentation og kompetent sparring om kundens emner.”
Kulturen smitter
RIVALs salgschef Christian Aarup oplever ofte, hvordan virksomhedens ordentlighed anerkendes i samarbejdet med kunderne. ”Vi har rigtig gode relationer til vores kunder, og vil dem det bedste. Vi ønsker, at de også trives med det, de gør. Det er en anden del af vores ordentlighed. Det er en indgroet kultur i vores virksomhed, man bliver grebet af. Det giver arbejdsglæde hver dag – og det smitter også til kunderne.”
Se flere nyheder