Kvalitetskontrollen er omfattende og alt skal klappe i første omgang, når BIRN producerer bremsekomponenter til Scanias lastbiler. På baggrund af høj kvalitet, leveringssikkerhed og god kommunikation er RIVAL valgt som underleverandør til bearbejdningen af komponenterne.
Vald. Birn (BIRN) producerer årligt over 20.000 bremsekomponenter til Scania lastbiler med tromlebremser. Virksomheden har det fulde ansvar for produktmodning, støbning, bearbejdning og overfladebehandling af emnerne. Alt skal foregå inden for kravene i TS 16949, som er automobilindustriens udvidelse af ISO-certificeringen.
Bearbejdningen af de mange tusinde emner er i den kommende tid placeret hos RIVAL, da BIRN har behov for ekstra kapacitet.
Prøveopgave var afgørende
Samarbejdet mellem BIRN og RIVAL startede for et års tid siden, hvor BIRN fik fremstillet nogle prototyper hos RIVAL. ”I forbindelse med den opgave vi fik bekræftet, at RIVAL kan leve op til den kvalitet og leveringssikkerhed, vi kræver, samt at der er en rigtig god kemi og kommunikation mellem vores folk,” siger Method Department Manager Henrik Telling fra BIRN. ”Det har været afgørende for, at vi har inviteret RIVAL ind på denne opgave, som er meget omfattende og kommer til at løbe over det næste års tid.”
Høje kvalitetskrav
Kvalitetskravene fra Scania, og BIRNs øvrige kunder i automobilbranchen, er høje og omfatter eksempelvis hårdhedsmåling, røntgenundersøgelse og ultralydsscanning på råemner. Der udarbejdes desuden en produktionsudfaldsprøve, hvor der bl.a. gennemføres statistisk proceskontrol på dimensionstolerancer. Udfaldsprøven sendes direkte videre til Scania som dokumentation for, at de leverede komponenter overholder de opstillede krav.
RIVAL godkendt af Scania
Det betyder også, at der stilles høje krav til de underleverandører, BIRN anvender. Scania har således været på besøg hos RIVAL, der blev godkendt som underleverandør. ”Det optimale ville selvfølgelig være, at RIVAL også bliver TS 16949 certificeret. Men de er rigtig godt på vej i kraft af deres ISO certificering, og fordi de har bevist, de kan leve op til de skærpede krav,” siger Henrik Telling og fortsætter:
Kvalitet og levering på plads
”De første godt 700 emner er nu bearbejdet hos RIVAL, og vi er meget tilfredse med både kvaliteten og leveringen af disse emner. Nu skal vi forsætte i det spor med de næste mange tusinde emner.”
God kommunikation en forudsætning
Det har været afgørende for BIRN, at kemien og kommunikationen med folkene fra RIVAL har været rigtig god fra starten. ”Vi har opbygget en lille matrix organisation på dette projekt, hvilket sikrer en hurtig afklaring ved spørgsmål eller uklarheder,” siger Henrik Telling. ”Det er et altafgørende parameter i vores samarbejde, at vi har den gode dialog på alle plan. Tingene skal glide smertefrit i dagligdagen, når vi har så skarpe deadlines, som skal overholdes. Det fungerer rigtig godt sammen med RIVAL.”
Se flere nyheder