Betydningsfuldt samarbejde med Kongsberg
Det fælles mål er helt overordnet at passe bedst muligt på soldaterne, når Kongsberg Defence and Aerospace (KONSGBERG) og RIVAL arbejder sammen om produktion af våbenstationer.
Det kræver kvalitet og dokumentation i særklasse at producere kritiske og kostbare emner til KONGSBERGs Remote Weapon System (RWS). Hvis noget glipper, har det store konsekvenser. I værste fald kan det koste menneskeliv.
Her tæller ”godt nok” ikke
RIVAL har investeret mange millioner både i udstyr, medarbejdere og procedurer for at kunne leve op til KONGSBERGs krav og forventninger. ”Et vigtigt element i at lykkedes er, at vores medarbejdere går til jobbet med den rigtige indstilling og de rette kompetencer,” fortæller projektleder Flemming Hansen. ”De ved, at ”godt nok” ikke tæller for vores kunder. Kravene er omfattende, og vi arbejder dagligt med stor ildhu på at opfylde dem, fordi vi ved det gør en forskel for både kunden, vores arbejdsglæde og i den sidste ende for de danske soldater.”
Produktion i helheder på DMG MORI Centre
I produktionshallen er RIVALS DMG MORI DMU 75 og DMU 65 med PH-celle omdrejningspunkt for samarbejdet med KONGSBERG. RIVALs CNC-ekspert Jakob Koch Pedersen har her det overordnede ansvar.
”Vi har investeret over DDK 8 mio. i nyt udstyr for at være gearet rigtigt til samarbejdet med KONGSBERG,” fortæller han. ”Vi har struktureret arbejdet, så al opstart og indkøring sker på DMU 75. Herefter flyttes produktionen til DMU 65 med den tilknyttede PH-celle (Pallet Handling system) og kan køre i døgndrift.
Vi har effektiviseret samarbejdet ved at tænke i hele våbensystemer. Vi producerer alle de kritiske emner til én våbenstation ad gangen, får det pakket ned og gjort klar til levering.”
Styr på kvalitet og dokumentation
Hos KONGSBERG er man yderst tilfredse med samarbejdet med RIVAL. Kunden roser særligt RIVALs styr på kvalitet, underleverandører og dokumentation.
”25% af den tid, vi arbejder for KONGSBERG, går med kvalitetskontrol og dokumentation,” siger Flemming Hansen. ”Vi gennemfører fuld opmåling af alle referencer på kundens tegninger, har styr på certifikater og underleverandører og skal dokumentere det hele 100% for kunden. Vi vil fremover få flere og flere kunder med netop disse krav og arbejder kontinuerligt på at blive endnu skarpere til at løse denne type opgaver.”