Serieproduktion til verdens førende robotleverandør

RIVALs stærke set-up med tre identiske DMG MORI CLX 450 TC multitaskingmaskiner med tilknyttede QRS-robotceller danner grundlag for et yderst værdiskabende samarbejde med verdens førende robotleverandør.

”Det er afgørende for vores kunde, at vi altid kan levere til aftalt tid og i den mængde, de har brug for. Derfor skal vi gøre alt for at være usårlige, og det bliver vi med tre identiske set-ups,” siger partner og salgsdirektør Christian Aarup.

Mange industrivirksomheder vælger en dual-source strategi for at opnå denne usårlighed – med de øgede ressourcer og omkostninger det giver at indkøre og vedligeholde flere leverandører.

”Det kan vores gode kunde i robotindustrien undgå. Med vores tre identiske multitaskingmaskiner har vi investeret i et ”verdensklasse set-up”. Den ene af de tre maskiner producerer fuldautomatisk de sejeste emner 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. På de to andre maskiner har vi så meget sikkerhed indbygget i overskudskapacitet, at vi fra time til time kan geare produktionskapaciteten til det dobbelte,” siger Christian Aarup.

”Vi kan samtidig – helt ukompliceret – håndtere et evt. maskinnedbrud eller et planlagt vedligehold på én af vores tre identiske maskiner, da vi blot kører produktionen videre på en af de øvrige maskiner med et fuldstændig identisk set-up.”