Anders byder ind og tager ansvar
RIVALs nye produktionsingeniør Anders Steenbjerg Rou har stor erfaring med områder som automatisering, kvalitetssikring samt udarbejdelse og implementering af standard arbejdsinstruktioner. Det har han med succes arbejdet med hos Grundfos, Danfoss, Kamstrup og Densply Sirona.
Anders er en vigtig del af holdet bag implementering af Industri 4.0 på RIVAL, og han ser med glæde tilbage på de første måneder. ”Jeg har følt mig meget velkommen og fået rigtigt gode muligheder for at byde ind med mine spidskompetencer.
Det giver en god dynamik at være nysgerrig på hinandens kompetencer og at drage nytte af samspillet. Det oplever jeg, at der er stor interesse for her på RIVAL,” siger han.
”For mig er det en stærk drivkraft at arbejde med, hvordan vi bedst kan udvikle vores kvalitet og processer ved at få en endnu mere struktureret tilgang til produktionen. Det er vigtige elementer i arbejdet med Industri 4.0 og vores udvikling til en større industrivirksomhed.”