Vil man være underleverandør til betydende kunder i industrien, er det et krav med styr på processer og sporbarhed, samt at man tager hånd om afvigelser. Det ved man hos RIVAL, som netop nu arbejder på en konvertering fra ISO 9001:2008 til 9001:2015.

RIVAL blev første gang ISO certificeret tilbage i 2012 efter ISO 9001:2008, og er siden re-certificeret med ros. I foråret 2018 konverterer virksomheden certificeringen til ISO 9001:2015.

Vigtig del af strategi
”For vores forretning her på fremtidens maskinfabrik er det afgørende, at der er styr på hele kvalitetsområdet, herunder håndtering af afvigelser, tegningsversioner, opmåling af tolerancer og mange andre områder, som vi skal kunne dokumentere og have faste procedurer for i vores ledelsessystem,” siger ejer Henrik Holvad. ”Flere af vores kunder gennemfører løbende audits hos os for at bekræfte, at vi lever op til kvalitetsstyringen af deres projekter. Disse audits danner så et værdifuldt grundlag for det videre samarbejde.”

Fokus giver kunden tryghed
Liv Vallø er kvalitetskoordinator hos RIVAL og arbejder løbende med optimering af ledelsessystemet og dets integritet i forhold til styring af processer samt dokumentationen heraf. ”Jeg oplever, at kunderne anerkender hele vores tilgang til området, og det giver en tryghed i det daglige samarbejde,” fortæller Liv.

”Vores håndtering af afvigelser er et naturligt interessepunkt for vores kunder, og de sætter pris på vores benhårde opfølgning, som gør, at vi hele tiden bliver bedre og klogere – og i sidste ende minimerer muligt bøvl for kunden samt vores kvalitetsomkostninger.”

Forudsætning for samarbejdet
Hos RIVAL har man således udviklet en stærk kvalitetsadfærd, som værdsættes af virksomhedens kunder – men også er en forudsætning for samarbejdet. ”Vi ved, at det både øger produktiviteten, kvaliteten og reducerer kundens eventuelle bøvl,” siger Henrik Holvad. ”Vi arbejder derfor løbende på at videreudvikle vores adfærd på området. Det sker i tæt samarbejde med både vores kunder og medarbejdere, som er en vigtigt del af, at den samlede kvalitetsadfærd styrkes. ”

Se flere nyheder