Partnerskab har særlig betydning hos RIVAL

Da Kirsten & Henrik Holvad og Christian Aarup indgik partnerskab i starten af 2021 var det allerede på tegnebrættet, at endnu en partner med tiden skulle med i RIVAL-”ægteskabet”. Målet var og er, at RIVAL skal stå stærkest muligt – også på den helt lange bane.

”Christian og jeg tror på et partnerskab, hvor vi kan lære af hinanden, udnytte hver vores styrker og arbejde med stor tillid. Den filosofi deler Thomas Timmermann med os,” siger Henrik Holvad. ”Vi har alle en stor passion for den fortsatte udvikling af RIVAL og tror på den strategi, vi har lagt for den fremtidige udvikling.”

Christian og Henrik har nu gennem et par år fået prøvet det tætte partnerskab af med stor succes. RIVAL har aldrig haft det bedre. Derfor er tiden nu også rigtig til at fortsætte den positive udvikling ved at tage Thomas med på holdet.

Bibeholde og skabe danske arbejdspladser
For Thomas er det en drøm, som går i opfyldelse på flere måder. ”Jeg elsker dagligdagen i produktionen og at være med til at udvikle og forfine den måde, tingene gøres på sammen med teamet. Dette er – i samspil med at være med på øverste niveau i en mellemstor virksomhed og drive udviklingen sammen med værdsatte partnere – et perfekt match for mig. Samtidig har jeg et brændende ønske om at bibeholde og fortsat skabe arbejdspladser i Danmark i et internationalt miljø. Alt dette er opfyldt her hos RIVAL,” siger Thomas. ”Jeg ser et kæmpe potentiale i virksomheden og glæder mig helt vildt til at lære både RIVAL, kolleger, leverandører og kunder endnu bedre at kende og være med til at skabe værdi og vækst hele vejen rundt.”