Hos RIVAL er en professionel bestyrelse et must
Gennem det seneste årti har Henrik Holvad og Christian Aarup sammen med alle RIVALs medarbejdere udviklet RIVAL til en professionel industrivirksomhed med internationale kunder. Her er kendetegnene ordentlighed, en professionel organisation, teamspirit og tårnhøj kvalitet. Det har tiltrukket de dygtigste medarbejdere samt de mest krævende kunder fra både forsvars- og offshore-industrien.
En væsentlig del af fundamentet for udviklingen er skabt i bestyrelsen. ”Vores professionelle bestyrelses vigtigste opgave er at være en god sparringspartner for os som ejere og være en ansvarlig del af udviklingen af virksomheden. Bestyrelsen skal være med til at sætte dagsordenen, og vi bruger primært tiden sammen på at kigge fremad – med stor respekt for vores kultur og værdier,” siger Henrik Holvad.
Godt bestyrelsesarbejde foregår også udenfor bestyrelseslokalet
Mads Peter Lübeck har været med i RIVALs bestyrelse i godt fem år og er netop blevet valgt til formand, efter Bo Schöler er fratrådt. Mads har rygsækken fuld af erfaring fra mere end 25 år som direktør og mange års professionelt bestyrelsesarbejde. Det giver særlige muligheder for at overføre værdifuld viden og erfaring til bestyrelsesarbejdet hos RIVAL.
”I bestyrelsen skal vi have RIVALs kultur, mindset og forretning inde under huden og have et tillidsfuldt forhold til både ledelsen og medarbejderne. Det er grundlaget for, at vi kan være med til at udvikle virksomheden,” siger Mads. ”Det fordrer kontinuitet i bestyrelsen, og at vi inddrager relevante medarbejdere i de beslutninger, vi træffer. Vi får ofte direkte inputs med fra dem, som står med hånden på kogepladen i dagligdagen.”
En fremtid med muligheder og dilemmaer
Det går godt hos RIVAL, hvor man har fået et godt greb om flere internationale kunder. Der er således mange muligheder for fremtidig vækst. ”Det er et område, som vi har fokus på i bestyrelsen. RIVAL har fået en solid og værdifuld rolle hos krævende internationale kunder. Det rummer rigtig mange muligheder for at vækste RIVAL til dobbelt størrelse,” siger Mads. ”De muligheder analyserer og drøfter vi fra mange vinkler. Hos RIVAL er det ikke vækst for enhver pris, og derfor åbner mulighederne også for dilemmaer. Hvad sker der fx med kulturen og den unikke teamspirit ved en kraftig vækst? Det er spændende, hvad fremtiden bringer. Det ser vi frem til at arbejde videre med i bestyrelsen.”