RIVAL leverer røgkastersystemet til Leopard 2 kampvognen

Kvalitet og levering fra øverste hylde er et must i forsvarsindustrien. Det ved de hos RIVAL, som har et stærkt partnerskab med tyske Krauss-Maffei Wegmann GmbH & Co (KMW). Samarbejdet omhandler netop nu produktion af røgkastersystemet til Leopard 2 kampvognen.

Der er meget på spil, når man samarbejder med kunder i forsvarsindustrien. ”Fejler vi med kvaliteten, kan det få katastrofale følger. Det handler om liv eller død,” fortæller RIVALs CCO og partner Christian Aarup. ”Vores medarbejdere ved, hvor vigtigt det er med 100% fokus på kvalitet og levering til tiden. De yder en kæmpe indsats for løse alle opgaver til punkt og prikke.”

Det rette grej til kompleks produktion
De to erfarne industriteknikere Lene Kruse Jensen og Jakob Koch Pedersen har begge en stor andel i at alt forløber som planlagt, når emnerne til Leopard 2 skal produceres. Det sker på Mazak FH-8800, som Lene er ansvarlig for, og på DMG MORI DMU 65 med tilknyttet PH-celle, hvor Jakob har ansvaret.

”Kombination af de rette medarbejdere og grej er en forudsætning for, at vi kan lykkedes med at levere netop dét, som er aftalt med kunden,” siger Christian.

 

”Derfor har vi også investeret mange millioner i det vildeste udstyr, der kan købes i vores branche. Samtidig arbejder vi benhårdt på at videreudvikle vores processer og procedurer, så hele vores interne værdikæde er toptunet. Vores produktions-set-up arbejder i dag med en ekstrem stabilitet og præcision.”

Fælles udvikling om fælles mål
RIVAL har gennem en længere årrække sat partnerskab på dagsordenen i forhold til både kunder og leverandører. ”Vi har jo ofte talt om værdifuldt samarbejde, men partnerskaber er mere end det,” siger Christian. ”De forpligter på en anden måde, kræver respekt og ordentlighed – og giver unikke resultater.

Det viser vores partnerskab med KMW også. Ved at spille med åbne kort på begge sider af bordet, har vi væsentligt bedre forudsætninger for at møde KMW’s fremtidige krav til kapacitet og kompetencer. Det giver et unikt udgangspunkt for at fortsætte udviklingen af samarbejdet, hvilket både kunden og vi sætter stor pris på.”