Øget trivsel, tryghed og sundhed
Et sundt arbejdsmiljø har mange fordele både mentalt og forretningsmæssigt. Øget tryghed, trivsel og overskud er blot nogle af de positive gevinster til glæde for både medarbejdere, RIVAL og vores kunder. Men et sundt arbejdsmiljø er ikke bare noget, man implementerer fra den ene dag til den anden. Det kræver en struktureret og systematisk proces, konstant fokus og løbende tiltag.
Arbejdsmiljø
På RIVAL har vi en meget velfungerende og aktiv arbejdsmiljøorganisation, der i samarbejde med en ekstern autoriseret arbejdsmiljørådgiver kontinuerligt arbejder på at opgradere arbejdsmiljøet for at passe godt på alle, der kommer på virksomheden samt optimere medarbejdernes trivsel og sundhed.
Ser fremad
Vi kan hele tiden blive bedre og lære noget nyt. Derfor arbejder vi i dag meget målrettet med at se fremad og eksempelvis vurdere potentielle risici mod sikkerhed og trivsel på forhånd, så vi kan imødegå dem fremfor at ”helbrede” dem, når ulykken er sket.
Arbejdsmiljøpolitik
På RIVAL skal vi som minimum altid opfylde de gældende regler på arbejdsmiljøområdet og vi stræber efter, at nye tiltag vedr. arbejdsmiljø går videre, end hvad loven foreskriver. I samarbejde med autoriserede arbejdsmiljørådgivere implementerer vi forbedringer jf. retningslinjerne i OHSAS18001.
Sikkerhed
At tænke sig om
På RIVAL har vi historisk set altid arbejdet med sikkerhed. Vi har blot indkapslet det i et andet begreb, som vi kalder ”at tænke sig om”.
Hver gang vi indkøber en maskine og indretter en ny arbejdsplads, er det altid forbundet med tanker om, hvordan vi gør dette optimalt.
Vi arbejder dagligt med konkrete overvejelser om løft, arbejdsstillinger, håndtering af tunge emner, placering af værktøjer, lys, ulykkesfarer, anvendelse af køle-smøre middel, affald, støj mv. Målet er aktivt at reducere ulykkesfarer.
Gul vest og sikkerhedssko
Der er i dag flere helt synlige eksempler på, at vi tager sikkerheden på arbejdspladsen meget alvorligt. Vores gæster skal indskrives i receptionen og have sikkerhedssko og gul vest på, før de bevæger sig ud i produktionen sammen med deres RIVAL vært. Desuden er der skilte ved indkørslen til virksomhedens område med påbud om max. hastighed på 15 km/timen på området.
Flere af vores medarbejdere udtrykte i starten, at de synes, det måske var lidt for meget med nogle af de nye tiltag, men efterhånden nikker de anerkendende til, at det jo også er det, de selv møder, når de besøger vores kunder.
Arbejdsskader
På RIVAL skal vi som minimum altid opfylde de gældende regler på arbejdsmiljøområdet, men det er vores mål kontinuerligt at arbejde målrettet med forbedringer, der minimerer risikoen for arbejdsskader.
Erfaringer og statistik viser, at der gennemsnitligt er 100 risici og 10 tilløb for hver én ulykke. På RIVAL arbejder vi derfor målrettet og vedvarende med fokus på tilløb til ulykker og risici, hvilket resulterer i en væsentlig reduktion eller helt eliminering af arbejdsskader.
Er uheldet ude, bliver alle arbejdsskader anmeldt via Arbejdsskadestyrelsens og Arbejdstilsynets system EASY.
Alle arbejdsskader bliver efterfølgende behandlet internt for at finde de korrekte årsagssammenhænge, så effektive forebyggende foranstaltninger mod gentagelse kan iværksættes.
Arbejde med brandrisiko
Af hensyn til alles sikkerhed skal vores regler ved “varmt arbejde” altid følges, når det arbejde, der udføres kan medføre en brandrisiko, og hvis der er øget risiko for spredning af gnister eller varme/ild fra arbejdsprocessen.
Vores gældende regler er sammenskrevet her. Her findes ligeledes en tjekliste for opgaver, der skal udføres forud for påbegyndelse af “varmt arbejde” samt blanket til godkendelse inden igangsættelse af arbejdet.
Reglerne er gældende for alle – ansatte på RIVAL såvel som eksterne håndværkere.
Miljøpolitik
Miljøet omkring os
RIVAL har en miljøpolitik. Vi er beliggende i et landsbyområde i en landzone og tager store hensyn til vores omgivelser og nærmeste naboer.
RIVAL overholder alle gældende regler på miljøområdet. Vi foretager løbende investeringer for at være på forkant med at minimere miljøpåvirkningerne.
RIVALs miljøpolitik skal sikre, at vores aktiviteter planlægges og gennemføres under hensyntagen til vores medarbejdere, naboer, myndigheder og øvrige samarbejdspartnere.
Vores miljøpolitik skal medvirke til at sikre, at RIVAL altid skal være en sund og attraktiv arbejdsplads.
Vi vil løbende forebygge, begrænse og om muligt fjerne miljøbelastningen. Derfor ønsker vi til enhver tid at være mindre miljøbelastende, end det niveau, som lovgivningen tillader.
Under hensyntagen til tekniske og økonomiske muligheder vil vi løbende erstatte miljøbelastende stoffer med mindre miljøbelastende, og vi vil erstatte mindre miljøbelastende stoffer med miljørigtige stoffer.
Vi vil kontinuerligt registrere, styre og reducere forbruget af energi og råvarer, ligesom udledninger til omgivelserne skal reduceres eller fjernes, når de tekniske og økonomiske muligheder er til stede.
RIVAL vil tage miljøet i betragtning ved nyudviklinger, produktionsomlægninger og nyinvesteringer. Vi ønsker fremover at udvikle produkter, der vil medvirke til at reducere den globale miljøbelastning.
RIVAL undersøger i udviklings-/konstruktionsfasen produkternes belastning på det omgivende miljø og overvejer alternative materialer og metoder.
RIVAL vil tage miljømæssige hensyn ved valg af leverandører og vil, hvor det er relevant, stille miljømæssige krav til leverandører. Vi vil oplyse offentligheden om resultaterne af vores miljøindsats.
Arbejdsmiljøudvalget
Arbejdsmiljøudvalget tegnes af direktøren (arbejdsgiveren), produktionschefen (lederen) og en medarbejdervalgt arbejdsmiljørepræsentant samt kvalitetskoordinatoren, som koordinerer mødeaktiviteter og opgaver i udvalget.
Arbejdsgiveren har det juridiske ansvar for arbejdsmiljøet og det overordnede ansvar for, at de ansatte ikke kommer fysisk eller psykisk til skade som følge af arbejdet.
Ledelsen sikrer, at medarbejderne følger de regler, der er vedtaget af arbejdsmiljøudvalget.
Den enkelte medarbejder skal aktivt tage ansvar for sig selv og bidrage med forslag til forbedringer i arbejdsmiljøet.
Sundhed & sygdom
Vi ved, at sunde medarbejdere er mindre syge og generelt har det bedre.
Derfor opfordres alle medarbejdere på RIVAL til at:
- spise sundt
- drikke masser af vand
- spritte hænder af (som minimum inden spisning)
- dyrke motion
- få nok søvn
RIVAL har en helt klar sygefraværspolitik og arbejdsmiljøudvalgets målsætning for sygefravær er max 2%.
Vi følger nøje medarbejdernes sygefravær og vurderer løbende om medarbejdernes sygefravær skyldes forhold, der relaterer sig til arbejdsmiljøet.
Etik
Hvad er etik for os?
Etik handler om at have idealer og tage ansvar. Etiske vurderinger indgår i de beslutninger, vi tager hver dag. Som regel ved vi, hvad der er rigtigt, og vi foretager valg, som vi alle kan være bekendt.
Men det sker også, at vi er usikre; at vi bliver påvirket af ros og smiger; at vi blander loyalitet med det, der er rigtigt i det lange løb; eller at vi er usikre på, hvad der forventes i andre kulturer.
Hvad bør vi gøre? Hvad betyder ansvarlig adfærd for os? Vi kunne alle ønske os en enkel vejledning, der kan hjælpe os i vanskelige situationer. Desværre kan vi ikke løse alle de dilemmaer, vi støder på i vores virksomhed, blot ved hjælp af etiske retningslinjer.
Målet er at skabe en kultur, som opmuntrer til dialog om hvem og hvad, vi ønsker at være. Vi ønsker at skabe og opretholde en virksomhedskultur, der er åben og nysgerrig, men også engageret og ansvarlig. Regler alene kan aldrig erstatte det stærke engagement, vi vil kunne skabe, når vi efter bedste skøn bliver enige om det bedste alternativ.
Samtidig er det væsentligt, at vi skriftligt formulerer det, vi anser for at være det vigtigste.
Vi ønsker, at denne side skal vejlede og inspirere – i erkendelse af at RIVAL til syvende og sidst er afhængig af vores medarbejdere, kunder og leverandører for at træffe de rigtige beslutninger.
RIVALS etiske retningslinjer
Et samarbejde (medarbejdere, kunder eller leverandører) skal straks opsiges, når det fastslås, at en samarbejdspartner begår, udøver eller tolererer en eller flere af følgende forhold:
- Bevidst forfalsker oplysninger
- Benytter sig af børnearbejde
- Benytter sig af tvangs- og slavearbejde
- Behandler medarbejdere umenneskeligt
- Bevidst fremmer korruption, afpresning, bestikkelse eller anden kriminel virksomhed
- Bevidst og gentagne gange begår ekstreme miljø- og sikkerhedsmæssige overtrædelser
Vi værdsætter
Selvom RIVAL har ændret sig gennem årene, er der én ting, der ikke har ændret sig – og det er vores pligt til at opføre os ordentligt. Vi, medarbejderne på RIVAL, har forstået, at det er styrken i vores samarbejde på tværs i virksomheden, der gør os til noget særligt.
Integritet
Ærlighed, retfærdighed, respekt og sikkerhed er af største vigtighed.
Kundetilfredshed
Vores fremtid afhænger af, at vi hjælper vores kunder med at få succes. Vi er proaktive og nemme at lave forretning med. Vi tilbyder ekspertviden og praktiske løsninger, og vi holder, hvad vi lover.
Medarbejderengagement
Vi skaber en kultur, der fremmer fremragende præstationer, teamwork, inddragelse, lederskab og vækst.
Innovation
Vi mener, der altid findes en bedre måde. Vi tilskynder til forandring og opsøger de muligheder, som den bringer.
Bæredygtighed
Gennem vores produkter, tjenesteydelser og samfundsengagement fremmer vi effektiv anvendelse af ressourcer til gavn for alle mennesker og hele verden.