”Godt gået Doluvan”
…det tænker RIVALs adm. direktør Henrik Holvad ofte, når han møder Doluvan i produktionen på RIVAL. Her er Doluvan en fast del af aftenholdet, som har ansvaret for, at MAZAK FH6800 og flere andre maskiner producerer de planlagte emner.
Doluvan Aziz Hassan er ikke gået den lige vej gennem livet. Han er kurdisk syrer og måtte flygte under dramatiske forhold fra sit hjemland i 2016 med kone og to børn.
Doluvan har altid haft den indstilling, at man skal yde for at kunne nyde. Derfor kom han også hurtigt i praktik hos RIVAL efter han kom til Danmark. Han havde arbejdet med manuelle fræse-og drejemaskiner i Syrien og kom i samarbejde med Skanderborg Kommune frem til, det ville være en god mulighed, hvis han kunne komme i praktik på en dansk produktionsvirksomhed.
Det blev starten på en helt særlig rejse sammen med RIVAL. Doluvan har gennemført den 2-årige Integrationsgrunduddannelsen (IGU) og har efterfølgende uddannet sig til industrioperatør. I dag er han fast ansat på RIVAL og en integreret del af Team RIVAL. Han tager altid gerne en ekstra tjans, når der er behov for hans assistance.
Med flid, afsavn og dedikation har Doluvan og hans kone skabet et solidt fundament for familien. For to år siden købte de deres første bil i Danmark, og de har netop købt hus i Skanderborg.
”Det er bare så godt gået og en rigtig solstrålehistorie,” siger Henrik Holvad. ”Doluvan og hans familie har ydet en rigtig stor indsats for at blive en integreret del af det danske samfund. Herligt at se det bærer frugt.”