Skiløb, teamwork og tyrolermusik
Østrigske Schladming var tre dage i uge 9 omdrejningspunkt for kickoff 2022 for medarbejderne hos RIVAL. Teambuilding er altid på dagsordenen, når RIVAL drager på tur. Denne gang satte flere aktiviteter på ski fokus på vigtigheden af en god plan og knivskarpe instruktioner. Alt naturligvis suppleret med festlig afterskiing med fængende tyrolermusik.
”Det er tredje gang, vi er afsted på skitur med vores medarbejdere. Det er så fedt at mærke den energi og lyst til at være sammen, vi oplever på sådan en tur. Her byder den enkelte også ind med både egne feriedage og betaling for turen,” siger Henrik Holvad. ”Det varmer at opleve fællesskabet, og hvordan vores medarbejdere også har fokus på at gøre hinanden bedre.”