Vores knivskarpe svejser kan fejre 25-års jubilæum
Ole Andersen kan 1. marts fejre 25-års jubilæum. Ole er udlært på RIVAL og har i dag ansvaret for vores svejseafdeling. I 2023 stod han i spidsen for RIVALs ISO 3834 certificering, som er en international anerkendt kvalitetsstyringsstandard til styring af svejseprocesser. Ole har ry for at kunne svejse i det meste inkl. i de vildeste materialer, der bruges i industrien. Det har vi stor glæde af i den daglige produktion af kritiske og kostbare emner.
Ole har også ansvaret for vores helt unge lærlinge. Han indtager en vigtig rolle overfor de unge, der ofte kommer direkte fra Folkeskolens trygge rammer. Ole er en god sparringspartner for dem, når de skal uddannes til at kunne begå sig på en voksen-arbejdsplads. Det skifte kan være ret voldsomt for mange.
I fritiden er Ole en engageret jæger og bl.a. formand for Skanderborg Jagtforening. Han har været vidt omkring og nævner selv det vildeste, som kronvildtsjagt i Skotland og bæverjagt i Sverige. Vi har også glæde af Oles færdigheder, som jæger, her på RIVAL. Når vi har besøgende fra udlandet, som skal underholdes en eftermiddag, inviterer vi ofte Ole til at være skydeinstruktør. Det værdsættes af vores gæster.
Hjertelig tillykke Ole og tak for indsatsen so far. Team RIVAL ser frem til et fortsat godt samarbejde med dig.